Spring til indhold

Vejledning ved krisesituationer

Hvordan bør man forholde sig i en krisesituation? En vejledning til danske statsborgere bosiddende i Uganda.

Indledning

Denne vejledning er til rådighed via ambassadens hjemmeside for alle danske statsborgere, der har fast eller midlertidigt bopæl i Uganda. Vejledningen er udarbejdet som et led i Udenrigstjenestens generelle kriseplanlægning, hvorfor udsendelsen ikke betyder, at man forventer en krisesituation vil opstå. Den vil blive revideret løbende.
Eftersom det ikke er muligt på forhånd at give detaljerede anvisninger om, hvordan man bør forholde sig i de enkelte situationer, er hensigten med vejledningen at give generelle råd til brug i krisesituationer.

Det skal understreges, at ambassaden kun kan fremsætte råd og ikke bindende forskrifter for, hvorledes den enkelte dansker ønsker at forholde sig til vejledningen. Det samme gælder rejsevejledningen for Uganda. Ansvaret for sikkerheden under ophold i Uganda er alene den rejsendes selv.

Det anbefales, at en kopi af denne vejledning opbevares let tilgængeligt, eksempelvis på opslagstavle etc.

Registrering

Ambassaden i Kampala har udarbejdet en liste over danske statsborgere, som har fast eller midlertidig bopæl i Uganda, den såkaldte "danskerliste." Listen indeholder navne, adresser, telefonnumre og e-mail adresser på de registrerede personer. Alle danskere, der bosætter sig i Uganda, bør - hvis de ønsker det - lade sig registrere på ambassaden.

Registrering sker ved at udfylde et registreringsskema, der kan fås ved personlig henvendelse til ambassaden eller på ambassadens hjemmeside.
For at sikre, at listen over danske statsborgere i Uganda så vidt som muligt er opdateret bedes alle orientere ambassaden om eventuel ændringer (f.eks. ny adresse, telefonnummer, e-mail adresse osv.). Det er ligeledes vigtigt, at man afmelder sig af listen, når man endeligt fraflytter Uganda.

Forholdsregler i tilfælde af en krisesituation - generelle råd

I en krisesituation, eksempelvis som følge af naturkatastrofer eller optøjer vil det normalt være bedst at blive hjemme inden døre og forholde sig i ro og lytte til radio/TV samt følge med nyheder på Internettet.

Børn bør holdes hjemme fra skole, og voksne bør nøje overveje, om det er sikkert at gå på arbejde. Hvis det er nødvendigt at rejse igennem eller rejse i et kriseområde, bør dette ikke ske alene. Underretning om rejserute med tidsangivelse bør gives til ambassade eller andre danske/nordiske statsborgere i lokalområdet. Anvisninger fra politi og militær, herunder ved vejafspærringer bør altid følges. Det kan overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt at flytte sammen med andre danskere eller nordiske statsborgere i nabolaget. Skulle det blive aktuelt at samle danske og eventuelt andre nordiske statsborgere, bør madrasser, tæpper, proviant etc. medbringes.

I en beredskabsfase kan det være tilrådeligt for hver familie:

  • At kontrollere, at gyldigt pas, andre identitetspapirer og øvrige nødvendige dokumenter er tilgængelige.
  • At en tilstrækkelig beholdning af kontanter, i lokal og udenlandsk valuta haves. En del af kontanter bør være i små sedler.
  • At skaffe en mindre lager af madvarer (konserves og andre fødevarer, som kan holde sig uden køle- og frysefaciliteter).
  • At fremskaffe en dunk med drikkevand samt fylde badekar og andre beholdere med vand.
  • At kontrollere, at reservebelysning - stearinlys og lygter er tilgængelige.
  • At være i besiddelse af en batteridrevet transistorradio, holde mobiltelefoner opladet.
  • At sørge for, at bilens benzintank samt en eller flere reservedunke er fyldte.
  • At være i besiddelse af en førstehjælpskasse.
  • At gøre sig klart, hvilket hospital og hvilken læge, der i givet fald kan kontaktes samt hvor og hvordan.
  • At være forberedt på eventuelt at skulle deltage i en pludselig evakuering og den og den forbindelse have færdigpakket det mest nødvendige, man vil søge at tage med.

I en krisesituation vil ambassaden i det omfang det er muligt benytte sig af kommunikation via Internettet. Det er derfor vigtigt, at ambassaden har oplysning om danskeres e-mail adresser.

Eftersøgning af danske statsborgere

I en beredskabs-/krisesituation er det af stor vigtighed, at eventuelt nyt opholdssted meddeles til ambassaden.

Bistand med anvisning af læge/eller hospital

Ambassaden vil i en nødsituation bedst muligt søge at bistå med anvisning af hospital og læger i tilfælde af sygdom eller ulykkestilfælde. Omkostninger i forbindelse med sygdom eller ulykkestilfælde påhviler dog den enkelte.

Evakuering

Såfremt en evakuering skulle blive aktuel, vil den blive søgt arrangeret af ambassaden i samarbejde med de andre nordiske ambassader og myndighederne i Danmark. Evakuering vil afhænge af den konkrete situation.

Ambassaden vil søge at orientere samtlige registrerede danskere om samlingssted og tidspunkt. Den endelige beslutning om at deltage i en eventuel evakuering og omkostningerne i forbindelse hermed vil altid påhvile den enkelte, medmindre de danske myndigheder træffer en anden beslutning. Alle deltagere skal underskrive en refusionerklæring, for dermed at erklære sig villige til at dække omkostningerne i forbindelse med evakueringen.

Det understreges, at ambassaden kun kan fremsætte råd og ikke bindende forskrifter for, hvorledes den enkelte dansker ønsker at forholde sig i forbindelse med en eventuel evakuering.

Den fællesnordiske beredskabsplan

Den fællesnordiske beredskabsplan vil blive udleveret ved henvendelse til ambassaden.