Skip to content

Praktikophold efterår 2024

Praktikophold

PRAKTIKOPHOLD PÅ AMBASSADEN I KAMPALA 

  • Vil du være praktikant på en ambassade i hjertet af Afrika med spændende og udfordrende opgaver i et dynamisk og tværkulturelt miljø?

Praktikplads i udenrigstjenesten

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af udfordringer og giver dig mulighed for at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine kompetencer af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af det team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i teamet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilket team du tilknyttes.

Ambassaden i Kampala har praktikplader i følgende afdelinger:

  • Green Economy and Climate: Som praktikant i det grønne team vil det være en fordel, at du har en særlig interesse for grænsefladen mellem klimaforandringer/miljø på den ene side og handel/økonomisk udvikling på den anden. Vigtigst er at du er klar til at lære og hjælpe til med de mange forskellige opgaver. Tidligere erfaring eller kurser inden for et eller flere af følgende områder er en fordel (men ikke et krav): Klima, privatsektor, økonomi, miljø/skov, forvaltning, landbrug eller Afrika. Du vil få indsigt i, hvordan dansk udviklingssamarbejde arbejder for at øge aktiviteten i den private sektor, produktivitet i landbruget og modstandsdygtighed mod klimaforandringer og mobilisering af privat kapital til klima og miljø. Du vil opleve, hvordan danske virksomheder opererer på et afrikansk marked, og hvad en ambassade kan gøre for at fremme danske kommercielle interesser.

     

  • Politics, Regional Affairs and Refugee Support: Som praktikant i dette team vil det være en fordel, at du har interesse for og kompetencer inden for politisk analyse, afrikapolitik, humantær bistand og udviklingssamarbejde, herunder på flygtningeområdet. Du vil bidrage til rapporter og analyser om den politiske og regionale udvikling til Udenrigsministeriet i København og få indblik i arbejdet med udviklingsprogrammer målrettet flygtninge og værtssamfund med fokus på bl.a. opbygning af modstandskraft ift. klimaforandringer og styrkelse af kvinder og unges rettigheder. Teamet er desuden ansvarlig for ambassadens ungepanel og anker for ligestillingsarbejdet. Øvrige opgaver i teamet omfatter bl.a. dialog med andre lande til stede i Uganda, samarbejde med civilsamfundsorganisationer og multilaterale partnere og projektbesøg f.eks. i Norduganda.

     

  • Accountability, Civic Engagement and Rights: Som praktikant i dette team vil det være en fordel, at du har interesse og kompetencer eller erfaring med civilsamfundsarbejde, udviklingsarbejde og menneskerettigheder. Du vil primært arbejde med udviklingsprogrammer, som har et særligt fokus på accountability, civilt engagement og menneskerettigheder. Dine opgaver vil bl.a. omfatte at udarbejde analyser og rapporter inden for disse områder. En væsentlig del af arbejdet involverer aktiv dialog med ligesindede lande, koordination med andre EU-lande og multilaterale organisationer. Derudover er samarbejde med både danske og ugandiske civilsamfundsorganisationer af særlig høj prioritet. Du vil under din praktikperiode opnå forståelse og praktisk erfaring med, hvordan Danmark arbejder sammen med sine partnere på disse områder i Uganda.

     

  • Communication and Public Diplomacy: Som praktikant i dette team vil det være en fordel, at du har interesse for og evt. erfaring med kommunikation i kombination med diplomati og udviklingsarbejde. Du vil blive en del af ambassadens indsats for at styrke Danmarks synlighed og brand i Uganda. Under opholdet vil du få unik indsigt i international udvikling og Danmarks udviklingssamarbejde i Afrika. Du kommer bl.a. til at stå for den daglige koordination af ambassadens SoMe og vil være med til at udvikle indhold til platformene i tæt samarbejde med ambassadens øvrige medarbejdere. Det indebærer bl.a. produktion af video, billeder og grafisk materiale. Én af opgaverne vil være at udvikle kampagner, der understøtter danske udviklingsprioriteter og ambassadens events. Gennem praktikopholdet kommer du til at arbejde i et dynamisk og udfordrende miljø på en stor ambassade i Afrika med mulighed for projektbesøg rundt omkring i landet. Det vil være vigtigt at du kan arbejde uafhængigt, er åben for at lære nyt og for forskellige kulturer, kan se muligheder og historier i vores udviklingssamarbejde, samt er klar til at bringe nye kreative ideer til bordet.

Typiske opgaver for praktikanter

  • Bidrage til implementering af Danmarks udviklingsindsatser, inkl. monitorering, resultatstyring, økonomistyring, rapportering, arkivering.
  • Bidrage til taler og indlæg, forberedelse af møder, baggrundsnoter, rapporter osv.
  • Deltage i møder og koordinering med andre udviklingspartnere.
  • Forberede og understøtte ambassadens kulturelle begivenheder og faglige arrangementer, møder og workshops, herunder en del logistiske opgaver.
  • Udarbejde breve, besvarelse af henvendelser, forberedelse og afrapportering fra møder.
  • Diverse administrative opgaver, herunder opdatering af systemer og arkivering.
  • Derudover vil en central opgave for alle praktikanter vil være at understøtte og udarbejde relevant indhold til ambassadens kommunikationsplatforme, særligt SoMe.
  • Ambassaden bestræber sig på, at praktikanten i løbet af praktikforløbet så vidt muligt får mulighed for et projektbesøg uden for hovedstaden.

Det er vigtigt, at du er klar på at være en del af teamet og hjælpe til med alle de mange forskelligartede opgaver på ambassaden – store som små.

Praktikforløbet og de specifikke opgaver vil blive planlagt mere detaljeret i samarbejde med praktikantens vejleder, så de passer til din uddannelse, kvalifikationer og interesser.

Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt og praktikopholdet er på seks måneder.

Forårshold: 1. februar – 31. juli

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 1. september året forinden

Efterårshold: 1. august – 31. januar

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 1. marts

Krav
Du skal være studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau.

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, på ansøgningstidspunktet have fast bopæl i Danmark og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.

Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.

Kvalifikationer

Vi leder efter studerende med stærke analytiske evner, drive og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).

Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder i afdelingen. Vi anbefaler, at du inden du søger om et praktikophold undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.

Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få skrive-fri inden for et maksimum af 10 dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.

Bolig
Du vil bo i en bolig, der anvises af ambassaden, og afholde alle udgifter forbundet hermed.

Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 5.000 pr. måned til dækning af udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Ansøgning
Din ansøgning sendes til  [email protected].

Følgende vedlægges: Motiveret ansøgning (max 1 side), CV, samt karakterudskrift.